Tilbage til billeder                    Tilbage til ferie 2005

 

 

29. Søndag 24/7.

Vi havde besluttet at starte en time tidligere, for at have større chance for at se vilde dyr. Derfor ringede uret kl. 6. Kl. 6.57 var vi klar til afgang, og kørte videre ned ad Cassiar Highway. Vi så ingen dyr, men en masse flotte bjerge.

Ved 10-tiden var der ”dømt frugt i børnehaven”, så vi spiste noget melon, som vi havde købt i går – det var jo ved at være længe siden vi fik vores morgenmad.

Herefter kom vi ind i et vejarbejde de næste 50 km, men herefter var vejen meget fin.

Ved 11.30 tiden nåede vi Meziadin Junction, hvor vejen går fra til et par småbyer ude i nærheden af kysten. Stewart er den største og Canadisk – Hyder er Amerikansk(Alaska) og betegner sig selv som den mest venlige spøgelsesby.

Turen her ud var et fantastisk panorama gennem bjergene.

Vi kørte gennem Stewart til Hyder. Her er kun en Canadisk grænsepost, og man skal kun henvende sig når man rejser tilbage til Canada.

Få km udenfor Hyder er der en flod, hvor laksene kommer op for at gyde – og bjørnene kommer for at spise laksene!! Der er lavet en gangbro, så man i sikkerhed kan betragte sceneriet. Vi kørte derud, men fandt desværre ingen bjørne.

Vi besluttede os for at overnatte i byen, og logerede os ind på en Rv, inden vi tog ind

for at få en sen frokost på ”Sealaska”. Leif fik en steak, og jeg fin bagt helleflynder, vi fik begge halvkedelige fritter, og næsten helt kolde grønne bønner til. Steak’en var vist ok, men fisken var bestemt ikke noget særligt – pris ---------.

Vi kørte så 40 km ud i bjergene til toppen af Salmon Glaicier. Det var en temmelig skrap køretur – en temmelig elendig vej, med mange huller, temmelig smal og uden autoværn. Desuden var der mange ret stejle stigninger. Men vi kom godt derud, og der ventede der et fuldstændig ubeskriveligt skue. Nordamerikas 5. største gletscher – det var simpelthen så storslået at hverken ord eller billeder kan gengive det – det skal opleves!

På vej tilbage gjorde vi igen holdt ved Fish Creek for at se bjørne. Efter en halv times venten tussede en enkelt bjørn over floden, og så vi ellers ikke mere til den. Ved 19.30 tiden var vi trætte af at vente, og kørte tilbage til byen og spiste pizza nabo til CP.

Vi er koblet på trådløs net, så der er gået en del tid i aften med nettet og e-mail. Men det er nu dejligt at have forbindelse til omverden igen. Desværre var forbindelsen ikke god nok til tlf-samtaler.

Vi har haft lidt købmandssjov i dag. Kaffen var næsten sluppet op, og vi brugte det sidste smør i går. I Iskut skulle der være en købmand, men han åbnede først kl. 9 om søndagen, og da var vi jo over alle bjerge.

I Meziadin Junction var der groceries kombineret med et cafeteria, her fandt vi noget kaffe, men glemte alt om smørret! I Hyder var vi inde at spørge efter smør, men blev henvist til at køre til Canada. Det gad vi ikke, så derfor blev det til spise-ude-mad i dag.

Km i dag: 399.

 

Jens Ole